VEMMETOFTE SKOVBRUG

-

KØB AF BRÆNDE

 

Indhold: Skovene - Køb af brænde - Leje af jagt - Gå en turKontakt

Tilbage til Forsiden

Skovene

Skovene er en del af de to godser Vemmetofte og Højstrup.

Indtægterne til at finansiere klosterets forskellige formål skal først og fremmest hentes fra driften af de to godser. En af klosterets vigtigste indtjeningskilder er skovbrug - herunder udlejning af jagten i skovene.

Skovbruget har et træbevokset areal på 1360 hektar, der typisk for den næringsrige sjællandske lerjord fordeler sig med 70% bøg, eg og andre løvtræer og 30% med gran og andre nåletræer:

Jordbunden er moræneler fra Weichsel-istiden (10.000 år siden) med kalkundergrund. Jorden har et højt næringsindhold og en god omsætning. Beliggenheden ved kysten giver et mildt klima og lav nedbør. På mange måder er grundlaget godt for en høj vækst af det vigtige råstof, som træet er for Danmark.

Skovarealet er imidlertid meget fladt. Størstedelen af skoven ligger under 15  meter over havet.

 

Det flade terræn med stiv lerjord og det højtliggende grundvand giver store dyrkningsmæssige problemer med forsumpning og overfladiske rodsystemer, hvilket i årrækker med klimaforskelle giver sundhedsproblemer. Når træet fældes, kan der som følge heraf være farvefejl i veddet.

 

Klosteret ønsker at der er stor biologisk og rekreativ værdi i skovene, så både mennesker, dyr og sjældne blomster trives. Det er dog af stor betydning, at man samtidig med denne værdi har en væsentlig indtjening fra salget af skovens produkter.

De store kævler af de forskellige løvtræarter - bøg, eg, ask, ahorn - sælges til danske og udenlandske savværker og bliver til møbler, gulve eller andre produkter, hvor det er ønskeligt at have en smuk og slidstærk overflade. Nåletræstømmeret anvendes først og fremmest til bygningsformål. Træ har derudover mangfoldige anvendelsesmuligheder - og så står der i øvrigt ved årets slutning i mange europæiske hjem et juletræ fra Vemmetofte Skovbrug.

Køb af brænde

 

Det er en rigtig god ide at fyre med brænde.

De fleste er klar over, at det er billigere at fyre med brænde frem for med andre energikilder. Mange elsker naturoplevelsen ved at samle træet selv eller i hvert fald kontakten med skoven ved at købe det og køre det hjem.

Det bedste råd om fyring med brænde er: Brændet skal være tørt! Klik her for flere gode råd om brændefyring og for en liste over hvor meget olie, der spares med de forskellige træarter

"Fyrer du med skrald - ryger miljøet" hedder Miljøstyrelsens kampagne for at få ejere af brændeovne til at bruge rent træ i stedet for mælkekartoner og imprægneret træ. Klik her for at læse mere om kampagnen.

Brænde er faktisk en rigtig god ide for miljøet. Ved afbrænding af olie eller naturgas, der jo hentes op fra undergrunden, tilføres nye mængder af det meget omtalte CO2 (kuldioxid) til atmosfæren. Bruger man ikke brændet fra skovbunden, vil det blot blive nedbrudt som en del af stofkredsløbet. Det er faktisk den samme proces, der sker i brændeovnen. Hvert fældet træ giver plads til et nyt træ, der optager CO2 i sig. Du kan selv vælge, om energien skal frigives ude i skovbunden eller hjemme i din brændeovn. I naturens eget miljøregnskab er brænde en gratis energikilde.

Når man som forbruger får sit brænde fra skoven, er det ganske vist ikke gratis - men som nævnt billigt.

Kontakt skovfoged Jan Ebbensgaard og hør om de aktuelle muligheder for et favorabelt brændekøb.

Leje af jagt..

Jagt er en herlig måde at opleve naturen på. Klosteret udlejer størsteparten af ejendommen til større eller mindre grupper af jægere - konsortier. Når naturen behandles således, at den er attraktiv for jagtudøvelse og dermed leje af jagt, betyder det, at også den almindelige skovgæst oplever mere vildt.

Klosteret lægger vægt på at leje jagten ud til gode jægere. En god jæger kombinerer sin glæde ved jagten med respekt for naturen, og han passer jagten med udsætning af vildt, fodring og anden vildtpleje. Han nyder "sin skov" - også uden gevær. Naturen kvitterer med naturoplevelser ud over det sædvanlige - og med fasan eller rådyrkølle til søndagsmiddagen.

harejagt.jpg (12564 bytes)

Det er ikke længere tilladt at benytte blyhagl til jagt på grund af miljøbelastningen. Stålhagl beskadiger trækvaliteten og benyttes derfor heller ikke, men en række andre hagltyper kan anvendes. Klik her for en aktuel liste.


Kontakt skovrider Leif J. Madsen og hør om mulighederne for at leje jagt til et etableret konsortium eller om mulighederne for at blive medlem af et af vore nuværende konsortier.

 Gå en tur.


Selvom det som ovenfor nævnt er virksomhedens formål med skovene at opnå en indtjening, er det også af stor betydning for klosteret, at skovene er indbydende for skovgæsten. Gå en tur i vores skove - og husk at tage børnene med. Du er velkommen til at plukke blomster og samle svampe, men du må ikke klippe eller save i træer eller buske. Hvis du har hunden med, skal den være i snor under hele turen.

Du kan gå ud i det blå på egen hånd. Eller du kan støtte dig til en vandretursfolder. Denne fås blandt andet på biblioteker og på vores campingplads, men du kan også klikke her.

skovb4.jpg (16902 bytes)

Kontakt

Brænde:

Skovfoged Jan Ebbensgaard
Rejnstrupvej 4
4640  Faxe

Tlf 56 71 00 36
Mobil 30 53 40 36
Fax 56 71 03 02
Skovbrug iøvrigt og leje af jagt:

Skovrider Leif J. Madsen
Vemmetoftevej 42
4640  Faxe

Tlf 56 71 00 08
Mobil 51 20 95 20
Fax 56 71 00 37
Email ljm@vemmetofte.dk

Tilbage til Forsiden