Vemmetofte Kloster har siden 1971 drevet en moderne 3-stjernet campingplads. Vemmetofte Strand Camping ligger i ‘Strandskoven’ ud til Faxe Bugt. Pladsen er åbent året rundt, og det er kun en times kørsel fra København.
Har du ikke campingvogn eller telt? Så ring 56710226 og hør om et af de seks mobilhomes er ledig.
Bøgetræerne spejles i de blå bølger. Den sydvendte sandstrand er meget romantisk med træer, der vokser næsten helt ned til vandet.
Stranden ryddes for tang i badesæsonen. Du kan ligge her og solbade, mens børnene leger i sandet.
Vandet er lavt, så det er en perfekt strand for børn, hvor du trygt kan lade dem boltre sig.
For badegæsterne har vi en lang badebro, der går ud til lidt dybere vand.
Der er gode muligheder for at finde rav. Hvis du holder øjnene åbne, kan du finde en hel del.
Campingpladsen har særlige faciliteter til hunde – f.eks. en hundeskov og en specialindrettet hundevaskeplads. Nytåret på campingpladsen er af hensyn til hundene fyrværkerifrit.
Langs kyststrækningen er der fiskeri efter navnlig havørred og hornfisk. Ind imellem torsk.
Endelig kan du tage mange vandreture i den smukke ‘Strandskoven’, hvor du kan skifte mellem at gå på skovvejene eller langs vandkanten.
Campingpladsen bestyres af Elsebeth Larsen.
Besøg campingpladsens hjemmeside: www.vemmetoftestrandcamping.dk
UDFORSK STEVNS OMRÅDET
I det nærliggende område er der masser af naturoplevelser for hele familien.
Stevns klint verdensarv
Stevns Klint er blevet optaget på UNESCO’s liste over verdensarv, fordi et dramatisk kapitel i Jordens historie gemmer sig i klinten. Et ganske tyndt lag af Fiskeler fortæller historien om, hvordan dinosaurerne og halvdelen af alle dyrearter blev udslettet for 66 millioner år siden, da en asteroide ramte Jorden. Besøg Stevns Klint i Højerup, der er det bedste sted i verden at se det dramatiske lag.
Men Stevns Klints smukke natur rummer også et væld af andre historier og oplevelser. Gå langs klinten på en cirka 20 km lang sti, der forbinder Stevns Klints højdepunkter.
I samarbejde med Stevns Kommune og Verdensarv Stevns er der udarbejdet en folder til besøgende ved klinten.
Hvis du ønsker en guidet tur på Stevns Klint – se mere her
Faxe kalkbrud
Faxe Kalkbrud er en national seværdighed. I sommeren 2013 blev det udpeget som den en af i alt 16 ”nye” nationale seværdigheder i Danmark. Nationale seværdigheder har ret til at skilte med det brune Johanneskors, der er ét af de tre rangordnede skilte der viser vej til seværdigheder i Danmark. Nu er Johanneskorset kommet på vejskiltene.
Kalkbruddet er Faxe Kommunes helt store attraktion. Det er Danmarks største menneskeskabte hul, og Europas største åbne kalkbrud. Det er mere end 63 millioner år gammelt, og uden tvivl en geologisk interessant lokalitet. Her levede engang mere end 500 forskellige dyrearter på bunden af et subtropisk hav. Det store koralrev er for længst forstenet og det er nemt at finde forsteningerne fra fortidens dyre- og naturliv.
Museum
Museum Kalklandet, som er en del af Østsjællands Museum, er også et besøg værd.
www.kalklandet.dk