Historie

Historien om Vemmetofte Kloster og klostrets tradition

Vemmetoftes tidligste historie

Der var engang… Således begynder alle gode, gamle eventyr – derfor også eventyret om Vemmetofte.

I den tidligste vikingetid gjorde en mand, Wærmund, sig særlig bemærket blandt de bønder, der på den tid slog sig ned på Stevns, hvor de ryddede agre og byggede boliger. Navnet Vemmetofte betyder slet og ret Wærmunds indhegnede plads.

De første simple gårde udviklede sig efterhånden til en hovedgård, og det middelalderlige Vemmetofte var stærkt befæstet med ringmur, to voldgrave og vindebroer. Dette var en nødvendighed under vendernes talrige plyndringstogter og de interne stridigheder i Danmark. Nu er af denne gamle borg kun bevaret to hvælvede kældre med henholdsvis fire og otte krydshvælv.

Vemmetofte var i adskillige hundrede år en adelsbolig, ejet af medlemmer af landets fornemste slægter. Heraf gennem 250 år ejet af Brok-slægten til Gammel Estrup, med rigsråd Eske Brok (død 1625) som en af dens mest markante og tiltalende skikkelser. I 1694 blev herregården købt af Christian V’s dronning, Charlotte Amalie, som led i et større godsopkøb på egnen. Dronningen overvejede at oprette et adeligt jomfrukloster på Vemmetofte, men hun døde i 1714, før tanken blev virkeliggjort.

Sønnen, prins Carl, arvede Vemmetofte og Højstrup og påbegyndte straks en ombygning af den da stærkt forsømte herregård. Prins Carl må betragtes som skaberen af det nuværende Vemmetofte. Ikke alene på grund af ombygningen af selve herregården, men også ved at have opført de omgivende bygninger – den såkaldte “flække” langs den nuværende Vemmetoftevej, det store “fæhus” i ladegården, staldbygninger, bindingsværkshuse til forpagtere og andre ansatte, broer over slotsgraven samt anlæg af lysthave.

Det tog ni år at fuldføre alle disse arbejder, og derefter fremstod i den gamle borgs sted et stiligt, firlænget barokslot.

I 1721 ophøjede broderen, Frederik IV, sin “hustru til venstre hånd”, Anna Sophie Reventlow, til dronning. Prins Carl og hans søster Sophie Hedevig viste deres misbilligelse heraf ved at vende ryggen til hoffet i hovedstaden og tage fast ophold i Vemmetofte.

De døde i henholdsvis 1729 og 1735, men forinden havde Sophie Hedevig udarbejdet detaljerede planer for oprettelsen af et adeligt jomfrukloster. Vemmetofte adelige Jomfrukloster blev grundlagt den 10. juni 1735.

Frederik d. V.
Prinsesse Sophie Hedevig

Vemmetofte som kloster

Ledelsen af klosteret blev ifølge vedtægterne overdraget to kuratorer i samarbejde med priorinden, og klosterets første kurator blev søskendeparrets overkammerherre, Carl Adolph von Plessen. Kun takket være hans store engagement og offervillighed kom klosteret gennem de første, økonomisk vanskelige år. Klosterdamernes antal varierede, men blev efterhånden fastsat til elleve.

Prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig havde været stærkt grebet af tidens pietistiske strømninger. Næstekærlighedskravet herfra var blevet praktisk omsat i oprettelse af skoler og i udstrakt velgørenhed over for forældreløse børn, samt ældre, syge og fattige.

Også fundatsen er præget af disse intentioner. Med enevældens indførelse var den gamle adels magt og indflydelse blevet mindsket, og en standsmæssig forsørgelse af ugifte adelsdamer blev et problem, som de forskellige frøkenklostres velgørenhed hjalp med at løse. Dette var klosterets hovedformål, men velgørenhed overfor socialt dårligt stillede vejede fortsat tungt.

I 1976 gik den tidligere adelsborg, den kongelige slotsbolig og det adelige jomfrukloster ind i en ny fase af sin beståen. Navnet ændredes til Vemmetofte Kloster. Optagelsesreglerne blev radikalt ændret, og med en gennemgribende ombygning blev der skabt rammer for så at sige almindelige borgere til en tilværelse, der godt kan minde lidt om vilkårene i et kollektiv. Men samtidig til en videreførelse af det velgørende og menneskelige sigte, klosteret hele tiden har stået for. Såvel enlige som ægtepar kan her starte et nyt kapitel af deres liv i tryghed og leve med en daglig inspiration i smukke omgivelser ude som inde.

Klosterkirken

Vemmetoftes kirkerum var oprindelig folkestue, men blev i 1630 indrettet til kapel for det daværende herskab: Tyge Brahe og Berete Brok. Rummet er ikke stort, men velproportioneret og med krydshvælv på to firkantede murpiller.

Fra Tyge Brahes tid er bevaret den smukke prædikestol – stilen er senrenaissance, men der er elegante barokslyng i ornamenterne. Arkadefelterne er forsynet med billeder af de fire evangelister.Våbenskjoldene fra familierne Brahe, Hardenberg, Brok og Viffert, findes på de gamle stolestader. Fra tiden som folkestue stammer, indmuret i østsiden, en meget smal og stejl løntrappe, der har ført op til Fruerstuen på 1. sal.
Det øvrige kirkeudstyr stammer i det væsentlige fra prins Carl. Af dette kan fremhæves et rigt udskåret dåbsbord samt Dommedagsaltertavlen i forgyldt snitværksramme, skåret af Jacob Roege.

Det, der giver rummet dets særegne karakter, er imidlertid en samling malerier af hofmaleren Henrik Krock. Samlingen, der viser Jesu lidelseshistorie, var oprindelig anbragt i bedesalen på prins Carls lystslot “Blågård” ved København, men den passer smukt ind i den intime stemning i kirkerummet.
Fra 1735 var der to præster – en dansk- og en tysktalende! Den kendteste af klosterets præster igennem tiderne er nok digteren Christian Richardt (f.eks. Altid frejdig når du går).

I dag fungerer Vemmetofte kirke som almindelig sognekirke.

En tur i klosterhaven og omegnen

Vemmetofte Kloster ligger kun en times kørsel fra København.

Vejene bliver mindre og mindre, som turen til Vemmetofte skrider frem – men også smukkere.

Med klosterhaven på venstre hånd kører man gennem Vemmetofte hen til den centralt placerede parkeringsplads.

Der er fri adgang til klosterhaven mellem kl. 8 og kl. 18.

Haven er ikke stor, men man kan stadig føle gammel herregårdsstemning. Spadsere i den smukke, 300-årige lindeallé forbi det stråtækte, lille tehus – bese ishuset (til opbevaring af fødevarer) lige uden for indhegningen – få et glimt af karperne i klostergraven – følge det snoede løb af Kildeåen – kikke ind i borggården – eller gå en tur ud i Dyrehaven til den smukt beliggende kirkegård, der er anlagt hvor prinsesse Sophie Hedevig tidligere havde sin have med påfugle.

Klosteret er vel det naturlige samlingspunkt for en by, men man leder forgæves efter en landsby med gårde. Den har været der; men i 1696 fik dronning Charlotte Amalie bevilling til nedlæggelse af dens tretten bøndergårde, og samme skæbne overgik under prins Carl Snekkelstrups otte gårde i 1717. Til gengæld skød i klostertiden adskillige nybygninger op til dækning af specielle behov, og de har endnu bevaret de gamle navne efter deres funktion: Snedkerstedet – Bødkerens Hus – Bageriet – Kantorboligen – Apoteket etc.

Ved fattigforordningen fra 1708 blev det fastslået, at selv de fattigste kår ikke måtte hindre noget barn i at søge skole. Inspireret heraf byggede Prins Carl i 1719 en skole i Lund. Derefter fulgte hurtigt opførelsen af endnu fem, hvoraf den ene – i Store Torøje – endnu findes. Denne gamle skolebygning er Danmarks ældste bevarede landsbyskole.

Rundt om byen Vemmetofte ligger Vemmetofte hovedgårds jorder med højproduktiv planteavl og græssende kvæg. De omkringliggende skove indbyder til en spadseretur.

Vemmetofte Klosters skovareal er ca. 1400 hektar, og det er væsentligt at forene et produktivt skovbrug med en smuk natur. Dyrehaven ligger nord og øst for klosteret med sine mægtige, gamle egetræer. Både her og i Vesterskov vest for klosteret samt i Strandskoven langs Faxe Bugt findes på den frugtbare jordbund ikke blot vidtstrakte bøge- og egeskove, men i det hele taget en stor variation af natur. Gamle og unge bevoksninger, skovenge, moser, græsningsjorder.

Turen afsluttes eventuelt ved Vemmetofte Strand, hvor der er anlagt campingplads og bygget en restaurant. På en god sommerdag må man ikke snyde sig selv for den børnevenlige sandstrand med det rene badevand.

Stranden kan også byde på troldkunst. På strandbredden ligger en stor sten, som kaldes Mussestenen. Et sagn fortæller, at den norske “Dovregubbe” ønskede sin søn gift med klintekongens datter. Da klintekongen modsatte sig dette, blev Dovregubben så arrig, at han brækkede et stykke fjeld af og kylede det afsted for at dræbe klintekongen. Om han nu ramte eller ej – faldt stenen ned ved Vemmetofte Strand. Et andet sagn fortæller imidlertid, at en troldkvinde engang var blevet vred på Vemmetoftes beboere. Hun tog da den store sten, lagde den i sit strømpebånd og slyngede den fra Møns Klint over imod bygningen – men ramte heldigvis ikke. Stenen faldt ved stranden og ligger der endnu!

Fotos til venstre:

Klosterhaven
Voldgraven
Kirkegården
Voldgraven
Vemmetofte Strand