Skovene er en del af de to godser Vemmetofte og Højstrup.
Indtægterne til at finansiere klosterets forskellige formål skal først og fremmest hentes fra driften af de to godser. En af klosterets vigtigste indtjeningskilder er skovbrug – herunder udlejning af jagten i skovene.
Skovbruget har et træbevokset areal på 1360 hektar, der typisk for den næringsrige sjællandske lerjord fordeler sig med 70% bøg, eg og andre løvtræer og 30% med gran og andre nåletræer:
Jordbunden er moræneler fra Weichsel-istiden (10.000 år siden) med kalkundergrund. Jorden har et højt næringsindhold og en god omsætning. Beliggenheden ved kysten giver et mildt klima og lav nedbør. På mange måder er grundlaget godt for en høj vækst af det vigtige råstof, som træet er for Danmark.
Skovarealet er imidlertid meget fladt. Størstedelen af skoven ligger under 15 meter over havet.
Det flade terræn med stiv lerjord og det højtliggende grundvand giver store dyrkningsmæssige problemer med forsumpning og overfladiske rodsystemer, hvilket i årrækker med klimaforskelle giver sundhedsproblemer. Når træet fældes, kan der som følge heraf være farvefejl i veddet.